Ny Tirsdag 22.01.13

     

    ”VI HAR SEJRET AD HELVEDE TIL” 22-01-2013 351
    Der var en gang en berømt og respekteret LO-formand, der hed Thomas Nielsen – og han gik af ved et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i februar 1982, hvor han i sin afslutningstale fremsatte en bemærkning, der lige siden har været berømt og husket i Danmark – nemlig ordene: ”Vi har sejret ad helvede til”. Og sådan blev bemærkningen siden husket – men det berettes at den faktisk blev afsluttet med ordet "godt", og at Thomas Nielsen med bemærkningen egentlig ville fejre alle de resultater, som arbejderbevægelsen havde opnået siden hans, Thomas Nielsens barndom, og at den ikke, som det er blevet udlagt, skulle forstås som et slags resigneret udtryk for, at der ikke var mere at kæmpe for, og at det man havde sikret sig, på ingen måde havde været med til et afgørende opgør med samfundsudviklingen.

    For LO havde jo fået sat væsentlige spor i samfundsudviklingen – LO´s medlemmer havde, sådan i det store og hele, bevæget sig fra slavelignende arbejdsforhold til fagforeningsregulerede arbejdsforhold, og fra overfyldte, fugtige og usunde lejekaserner til boligblokke bygget med de bedste intentioner om et godt liv – og for manges vedkommende den gang, og endnu flere i dag – ud i forstæderne hvor de nu fejrede individualismen på hver deres 880 m2 store matrikel – og efterhånden også den frihed der lå i egen bil og en bedre og bedre økonomi, og i muligheder for uddannelse for alle – og i det hele taget muligheder for personlig og individuel udfoldelse.

    Og det var alt sammen helt fint – faktisk var der intet, man kunne sætte en finger på i alt dette, og at et lille land uden råstoffer og i det hele taget uden noget særligt havde kunnet bringe det dertil – og siden endda endnu videre, er jo faktisk fuldstændig fantastisk og sammenlignet med resten af verden fuldstændig usandsynligt.
    Men – desværre kan man godt efterhånden få den tanke, at al den frihed og alle de individuelle muligheder måske nu er ved at nedbryde nogen af de egenskaber, der faktisk har været grundlæggende for opbygningen af det hele.

    For i dag kan man få indtryk af, at der er en gængs opfattelse af, at selvfølgelig er der vand i hanerne, varme i radiatorerne, strøm i ledningerne, et idrætscenter, der virker, en biograf der kører og fodboldturneringer, der er arrangeret – og hvor der er sørget for transport og for rent spillertøj – som om der er en eller anden højere magt, der søger for alt dette – og det er der altså ikke – for hvis ikke der var nogen, der ville ofre lidt af deres personlige og individuelle fritid for at være med i diverse foreninger og deres bestyrelser og arbejdsudvalg, så er der intet af alt dette, der ville køre
    Og så er der det evige brok omkring og over vores MF-ere, ministre og regering - men vi har jo alle sammen muligheder for at være med til at udpege de rigtige mennesker til disse jobs – vi skal bare gide at være medlem af en vælgerforening – men det regner man i vidt omfang også med, at nogen andre tager sig af.
    I det hele taget synes jeg oftere og oftere jeg ser holdninger og adfærdsmønstre, der generelt går ud på at enhver er sin egen lykkes smed ”og fanden tage resten” – og den holdning indebærer endda ofte, at kommer man i uføre så er det absolut ikke ens egen skyld – det må være samfundets skyld, for det er blevet så dybt upopulært at være så solidarisk, at man ikke engang er det med sig selv, så man i det mindste kunne tage ansvar for sit eget liv.

    Og alt det de kunne fejre opbygningen af ved landsmødet i 1978 - det var jo i vidt omfang baseret og opbygget på et fællesskab baseret på solidaritet, samfundsfølelse og ansvarsfornemmelse - og hvis al den opnåede frihed og individualisme nu siden har nedbrudt disse for et samfund så grundlæggende dyder – så må vi jo nok give Thomas Nielsen ret i at ”Vi har sejret ad helvede til”.
    HVL

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.