Ny Tirsdag 08.01.13

     NYTÅRSTÆNKSOMHED 08-01-2013 349 

    Omkring et årsskifte kan man godt blive lidt tænksom – og man kan vel godt sige, at specielt Nytårsdag kan
    lægge op til en vis eftertænksomhed – måske nok ikke særligt dybtgående eller sammenhængende, men dog
    sådan småfilosofisk alligevel.

    Og det skete for mig i år – ikke fordi der opstod særlige dybsindige eller store og sammenhængende tanker
    i mit lidt trætte hoved – der skete slet ikke noget der i klarhed og betydning bare mindede om tankerne bag
    Dronningens nytårstale – men mon ikke også hun havde haft lejlighed til at tænke sine tanker uden at være
    i søvnunderskud.Men der var altså et emne, der blev ved med at dukke op hos mig – omtrent ligesom en
    murrende tandpine, som man håber på vil forsvinde af sig selv.

    Årsagen til de opdukkende tanker var, at nytårsaften jo altså var en mandag, og Nytårsdag derfor en tirsdag
    – og den følgende dag, en onsdag, var så en ganske almindelig og ordinær hverdag, hvor man skulle på arbejde
    – og enhver må kunne se, at det var ganske og aldeles urimeligt og også uforsvarligt, for her stod vi efter at
    have haft en anstrengende juleferie, der endda blev afsluttet med en lidt anstrengende nytårsaften – og ovenpå
    alt det havde vi så kun en – én – dag til at restituere os i.


    Så kan man sige, at det er der vel ikke nogen, der kan gøre noget ved, for sådan er det jo bare, og det har
    noget med vores valg af livsførelse at gøre, og den slags kan og skal der jo ikke træffes beslutninger om af
    andre end de enkelte personer. Men det passer jo simpelthen bare ikke, for vi har da set at hverken blå eller
    røde regeringer har nogen som helst hæmninger, når det drejer sig om lovgivning omkring vor personlige
    levevis – også når denne ikke generer andre end os selv – faktisk kan man vel sige, at vi har oplevet at vore
    politikere med ophøjet arrogance og en ofte utiltalende bedrevidenhed har blandet sig ret voldsomt i vores
    personlige valgte livsstil, når det drejer sig om forbrug af diverse nydelsesmidler.

    Hertil kommer der så en øjensynlig ganske uhæmmet trang til at lovgive om og blande sig i næsten hvad
    som helst – det minder mig sommetider om de små børn, der snakker hele tiden, fordi de er bange for,
    at vi ellers glemmer dem – men det er nok mig der får helt forkerte associationer her.

    Men – med baggrund i denne gængse adfærd hos vort lands styre, så vurderer jeg, at der skulle være en
    god chance for at vi skulle kunne få gjort noget ved det ovenfor nævnte problem – selvom jeg er lidt bange
    for overhovedet at omtale det, for hidtil har den naturlige reaktion jo været forbud eller beskatning, og man
    kunne da sagtens forstille sig regeringen komme med forbud mod nytårsaften (de skal jo alligevel selv være
    kvikke til nytårskuren næste dag) – eller at de simpelthen beskatter nytårsaften – og ingen af delene er
    rigtig tiltalende.Derfor vil jeg foreslå en meget mere positiv tilgang til problematikken – at der lovgives om at
    der altid skal være mindst to fridage efter nytårsaften, og der vil så her endda være en sidegevinst, fordi der
    derved akut må kunne skabes en masse ny jobs – helårsbeskæftigelser, endda - som jo så kunne besættes
    med folk der har brug for dem – faktisk kan jeg ikke se andet, end at denne løsning på det nævnte
    tungtvejende problem både vil kunne skabe glæde hos og være en win-win-situation for regeringen
    – en populær lovgivning, der endda giver ny jobs – og ideen er hermed til fri afbenyttelse.


    PP/HVL

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.