STEMNING 01-12-2015 496

    STEMNING                                                                                                                             01-12-2015 496

    På torsdag skal vi alle sammen hen og stemme – eller, rettere sagt, vi bør gå hen og stemme – eller, for
    at være helt præcis: vi har, hvis vi altså er stemmeberettigede, ret til at gå hen og stemme på torsdag.

    Og det bør vi gøre, og det er endda ret overskueligt denne gang – ikke noget med utallige partier og
    bogstavforkortelser og en hel masse håbefulde folketingskandidater og alle deres holdninger og meninger
    som man skal gå og huske på – denne gang skal vi bare sætte kryds ved ”ja” eller ”Nej” – og det er da overskueligt.

    Det er endda også ret overskueligt hvad det er vi enten siger nej eller ja til, for vi skal stemme om, om vi
    skal udskifte det danske retsforbehold overfor EU med en tilvalgsordning – det er sådan set yderst overskueligt.

    Men når vi så kommer til konsekvenserne af hvad det ene eller det andet medfører, så er det at det bliver indviklet
    – faktisk så indviklet at det virker som om at vore valgte ledere her i landet har meget svært ved at forstå endsige
    forklare hvad det drejer sig om – og vel derfor er der kommet en række ret så håbløse udmeldinger - og jeg har
    efterhånden forstået, at hvis man stemmer nej, så går man ind for kvindehandel, terrorisme og pædofili og er imod
    børns rettigheder generelt – og stemmer man ja, så sælger man ud af både demokrati og suverænitet og går ind for
    at indordne sig under fremmede retsopfattelser som vi absolut ikke bryder os om – og skal så endda have tiltro til
    at vi trygt kan lægge fremtidige udviklinger i denne retning i hænderne på nuværende og kommende politikere.

    De der ret skingre udmeldinger vælger jeg at se på som udtryk for uheld, momentan dårlig dømmekraft og afmagt,
    for jeg kan ikke – nej, jeg vil ikke - tro på, at vi har valgt politikere der i ædruelig stand kan finde på at
    komme med så tåbelige for ikke at sige idiotiske udmeldinger.

    Og det har været sagt at den sag er ganske uegnet til en folkeafstemning, at vi bare skulle lade det repræsentative
    demokrati i skikkelse af vore folkevalgte tage sig af spørgsmålet – men i betragtning af de ovenfor nævnte udmeldinger
    så synes jeg altså ikke, at det lyder som en betryggende løsning, og desuden er det jo altså – og sikkert modstræbende
    – blevet vedtaget, at dette emne kræver en folkeafstemning, og endelig, men det er så min personlige mening, så mener
    jeg ikke, at jeg ved noget folketingsvalg har givet nogen folkevalgt mandat til at tage sig af det her problem.

    Og man har også forsøgt sig med ekspertudtalelser – men jeg synes det har været svært at tro på objektiviteten i
    dem og i øvrigt også i det hele taget at forstå dem.

    Så det er svært – men smut alligevel hen på stedet og sæt et kryds, nu på torsdag – for uanset hvordan det måtte falde
    ud, så er det vigtigt at dem, der ikke fik ret, også føler og anerkender at resultatet har legitimitet, og det kræver
    da vist at det flertal, der afgør det, ikke kun er et flertal af dem, der har stemt, men også et flertal af befolkningen..

                                                                                                                                                                            Hans Lund

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.