Ny Tirsdag 13.11

     


    TREDJE GANG 13-11-2012 341

    Tallet 3 optræder på utallige måder i vores tilværelse, det går igen som en slags tema i utallige eventyr, sagn og historier - Feen giver dig tre ønsker, lampens ånd giver Aladdin tre ønsker og i ”fyrtøjet” træffer soldaten 3 hunde, der vogter hver sin skat – og de tre små grise ville ikke kunne bruges hvis det kun var de to små grise, og Rip og Rap lyder helt forkert, det skal være Rip, Rap og Rup, og der er tre gratier, 3 furier og 3 norner.

    Og googler man 3-tallet kan man finde frem til at ”alt hvad der består af 3 er fuldkomment”, og at det er tallet, hvor ”modsætningerne forenes i harmoni” - og vi siger da også at ”Tredje gang er lykkens gang” - Så tallet 3, antallet 3, tredje gang, er noget helt specielt.

    Og i lørdags overværede jeg 3. årgang af Rødding Revyen – og hvor man sidste år kunne tale om den ”vanskelige toer”, som holdet klarede i fin stil, så kan man vel nu sige at revuen 3. gang levede fint op til de forventninger, den selv har skabt de to første år, og at den måske endda fik ”modsætninger til at forenes i harmoni”.

    Den var måske nok lidt længere end de tidligere revyer, men når man til sin forbløffelse opdager efter sidste nummer, at der på en eller anden måde er gået to timer, så kan det ikke have været for meget.
    Men der var også 22 numre og nogen af dem havde endda fået lov at være lidt længere end revyens numre ellers har været – og det gik godt, men grænsen er nok også nået, og der var numre hvor den skæve, finurlige og sommetider indirekte humor vi er vant til, var blevet noget forenklet – men det holdt også, og der var et godt flow i hele forestillingen.

    Der var i år 22 numre, og hvor vi første revyår oplevede at en avislæser og en hundelufter gik igen flere gange i revyen, mens der ude bagved blev skiftet kostumer og gjort klar til næste nummer, og andet år at ”Vej og Park” var inde med mellemrum i samme ærinde, så havde vi i år 4 gange fornøjelsen af ”gæstgivergården” med en besynderlig, næsten Dirch-Passer-agtig, tjener og en lige så besynderlig kvindelig gæst med salmebog..

    Alle 22 numre kan ikke nævnes – men den lille havfrue var med, og dronningen, og der var et nummer med showdans, der ikke rigtig blev til noget fordi den ene af de mandlige deltagere ikke ville gå på scenen i sit trikot (det var egentlig også alt rigeligt med den ene trikotklædte skuespiller der rent faktisk var på scenen) og hvor der derfor blev enighed om at udskyde nummeret til næste revy, og i anledning af RIF´s jubilæum var der to ældre RIF-medlemmer med rollator på scenen, hvor de diskuterede muligheden for at komme til at spille fodbold igen.

    Det var alt i alt en broget buket, men det kørte, og man var underholdt, og det var fint – og så var der jo altså også revy-orkestret der spillede op til revyen, spillede til diverse numre og endda undervejs lige var inde og give en gang ”Orkester Blues”

    – Og i det hele taget sad man og imponeredes over, at der er mennesker der vil bruge så meget af
    deres fritid gennem en så lang periode – og at de endda kommer op på et så imponerende niveau – for så kun at have 3 forestillinger - men det er der altså, og det havde vi meget glæde af forrige lørdag.
    HVL

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.