Ny Tirsdag 04.12

     

    JULETID 04-12-2012 344

    Julemanden er nu kommet frem, juletræet er rejst og tændt, julekalenderne er startet - og alt i alt må det vel nu være ”ind under jul”, hvor ”det er så trist med snefog og kulde og korte dage.” – og det er da også skummelt, og koldt og mørkt – men så har vi heldigvis julebelysning og julepyntning til at minde os om, at julen nærmer sig, og at det jo nok skal blive jul alligevel.

    Og på sådan en skummel dag hvor de nyrenoverede og kombinerede hjerter og stjerner på lysmasterne dog lyser op i mørket, kan man godt komme til at tænke på nogen af de juler, man har oplevet.

    Der var den på den sydlige halvkugle for efterhånden mange, mange år siden – juletræer var ikke ligefrem en naturlig gevækst på stedet, mens stearinlys var der dog, og det kunne alt sammen lade sig gøre, selvom det altså var den varmeste årstid, og de levende lys sank sammen på grund af varmen omtrent lige så hurtigt som de brændte – og en juleaften i 30 graders varme – det er altså underligt, men det viste sig jo, at det blev jul alligevel

    Adskillige år senere var det blevet ”den første jul”, hvor drøftelserne om ”din familie” eller ”min familie” eller ”vores begges familier og hver for sig” mundede ud i et lettet ”ingen af dem”, men ”vores jul”, og der var både juletræ og julemad og også juledessert – og der var i hvert fald også julegaver – og vi har siden med en del moro set på de krumspring, der foretages rundt om os for at løse lige dette spørgsmål, for projektet med ”vores jul” lykkedes, og selvom ingen af os før havde prøvet en blot tosom jul, så blev det også jul det år.

    Så var der et par år senere, hvor jeg og den førstefødte stod for julemaden, fordi mor arbejdede sent, og vi to klarede det hele og fik både pyntet juletræ og lavet mad og dækket bord i fin stil og i fællesskab (han var 2 år så det var en stor hjælp), og så kl. 6 hentede vi økonomaen efter hendes 12 timers arbejde i plejehjemmets køkken og fik hende fragtet hjem og børstet af og sat til bordet – og efter et glas rødvin og en engelsk bøf med dertil hørende tilbehør faldt hun så i søvn i ris-alamanden – men hun blev vækket igen, da vi andre var klar til juletræet, og det blev i hvert fald også jul det år.

    Derefter kom der en lang årrække på skiftende adresser og med større og større børn hvor gaverne lige så stille ændrede karakter fra lego byggesæt og ”My Little Pony” til bøger og tøj og senere endnu musik og film – og hvor familiens juletraditioner blev finpudset og fastlagte og dog havde plads til individuelle ønsker - for de første års fælles kirkegang blev efterhånden til at to af familien skal i Kirke for at det kan blive jul, en anden vil helst bruge tv-et til det samme og en 4. har gang i noget helt andet – og på den måde er det hvert år alligevel blevet jul for alle og på én gang.

    Og nu er det vel ved at komme dertil at tingene vender – der er nu kun 3 til stede i julen og det bliver vel også snart til, at vi er tilbage ved de to oprindelige, der så kan more sig med at rette familie-jule-traditionerne til efter det antal - og imens opbygges og indarbejdes der ny traditioner andre steder – og det er helt som det skal være – og det skal nok blive jul over det hele alligevel.

    HVL

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.