HVEM SNAKKER DE TIL….?? 20-10-2015 490

    HVEM SNAKKER DE TIL….?? 20-10-2015 490

    Her for nylig indledte folketinget det ny folketingsår og åbningsdagen blev gennemført som det hører sig
    til for denne demokratiets festdag.

    Der var fjernsynstransmission fra salen det meste af dagen, og det var jo arbejdsdag, men jeg arbejder hjemmefra,
    og så kan fjernsynet godt køre, og jeg kan følge med, med et ”halvt øre”.
    Det virker fint med fodboldkampe hvor jeg på lydniveauet kan høre om der sker noget spændende og så nå
    ind til TV-et og se gentagelsen i slow.
    Det virker så ikke helt så godt med en udsendelse fra folketinget – lydniveauet er nogenlunde konstant
    og der er ingen gentagelser i slow-motion – men det ville nu også næsten være for meget.

    Men jeg stod og/eller sad ved mit bord og min skærm og passede mit og kunne så høre hvilken ordfører der var på
    og luntede ind i mellem forbi for lige at være lidt med – og følte mig så lidt som en god samfundsborger,
    når jeg sådan fulgte med i vort lands demokratiske processer – selvom jeg godt vidste, at det nærmest var en
    dårlig undskyldning for ikke at komme videre med det, jeg havde gang i.

    Det lykkedes efterhånden på den måde at få set og/eller hørt de fleste af ordførerne, og da dagen så var ved at
    være gået, var jeg lidt stolt over sådan at have fulgt med – og prøvede så lige at samle op på hvad jeg havde hørt
    fra de forskellige ordførere - Og så blev det svært, for det viste sig, at det jeg huskede i højere grad
    var form end indhold.

    Statsministeren huskede jeg for at bibringe en opfattelse af at ”jeg-er-lidt-træt-for-jeg-har arbejdet-hårdt-for-
    jeres-skyld-men-jeg-har-styr-på-det-og-det-går-godt”

    Mette Frederiksen huskede jeg for at udstråle at ”jeg-har-overskud-og-jeg-er-troværdig-og-vil-alle det godt” –
    og så har jeg en vag idet om at hun på en uenig måde var ret enig med statsministeren.

    Morten Østergård viste sig at være en retoriker af høj klasse – han var grov, flabet og fræk og han var det på
    en meget, meget elegant og underholdende måde – og jeg aner ikke hvad han talte om.

    Så min oplevelse er, at der var tale om ret meget ”form” og en del mindre ”indhold” – men det er måske bare
    mig der fik det indtryk.

    På den anden side - hvorfor skulle de egentlig gå så højt op i indhold – det vil trods alt være en ret begrænset
    del af befolkningen, der følger seancen, og de journalister der vel dækker begivenheden, viderebringer jo
    alligevel en ret filtreret udgave af hvad der sker, og de andre medlemmer så ud til i høj grad at være
    beskæftiget med at småsnakke, spise, skrive SMS-er, opdatere sig på de sociale medier - eller nærstudere et
    eller andet på den bærbare – hvis de da overhovedet var til stede i salen.

    Så egentlig forstår jeg godt hvis talerne i høj grad nøjes med ”form”, for de må da stå der på talerstolen
    og tænke ”hvem er det egentlig jeg taler til?” Hans Lund

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.