Ny Tirsdag 08.05

    KALIBER 5.5      
    Vi var en flok jævnaldrende halvstore drenge, der i løbet af et par år i midt-60-erne alle sammen blev bevæbnede. På det tidspunkt var vi vokset fra at lege med knaldpistoler og råbe ”du er død”, for så at rode os ind i vilde diskussioner om hvem der havde trukket først, og hvem der var ramt og hvordan – og alt i alt blev dette legetøj utilfredsstillende, fordi man aldrig rigtigt kunne bevise, hvad de imaginære kugler fra knaldpistolen havde ramt. Så prøvede vi med bue og pil, og der kunne fremstilles en udmærket bue af en hasselgren og et stykke ståltråd – men det var frygtelig svært at finde en pind, der var så lige, at den kunne bruges som en effektiv pil – og den med at negle blomsterpinde fra haverne var ikke ret populær hos dem, der gik op i blomsterne. Men så kom vi over en periode alle sammen i besiddelse af en luftbøsse – vi havde vist alle en ”Diana” model et-eller-andet, og kaliber 4.5 – og selvom spidshagl og ”æggebægerhagl”, som vi kaldte ”Diabolo”-haglene, hvislede rundt i haverne, så kom vi egentlig aldrig til skade ved det – måske fordi der var en del jægere i byen, og deres holdning til og omgang med våben blev selvfølgelig efterlignet.

    Så vi opførte os nok alt i alt rimeligt fornuftigt, når vi kappedes om at skyde til måls – måske lige med undtagelse af den tid på året hvor de grønne hyldebær var vokset frem til at have kaliber 4.5, da kunne vi godt finde på at skyde efter bevægeligt mål, men vi sigtede lavt, så det kun var på benene, man fik blå pletter. Der gik vel også en fugl til ind imellem, det prøvede vi nok alle, men egentlig var der ikke noget specielt sjovt ved det, når et pletskud førte til at en solsort oppe på TV-antennen snurrede rundt og hang i benene indtil den slap og faldt. Men alt i alt blev vi ret gode til at ramme, og det havde vi megen glæde af, når vi kom til et af de omrejsende tivolier med skydebod – de havde gerne rækker med postkort, man kunne skyde ned og få til eje, og dér kunne vi så finde på at stå og aftale hvilke postkort, vi hver især ville have, hvorpå vi hentede dem et efter et – og det bør nok her forklares, at selvom der var tale om postkort, så forestillede vi os ikke at sende dem nogen steder hen, for der var badepiger på dem – godt nok iført hvad vi i dag ville kalde vældigt tækkelige badedragter eller bikinier – men vi var en 15-16 år og det var midt i 60-erne – så…. Så voksede vi også fra det og slog ind på andre jagtmarker, og luftbøsserne blev stillet til side og mere eller mindre glemt, og blev vel efterhånden smidt væk, fordi de rustede.

    Men mange år senere da jeg var blevet voksen og fornuftig og med egen matrikel, dukkede det op, at det egentlig havde været sjovt at skyde til måls, og nu havde jeg jo en matrikel at gøre det på – der manglede bare en luftbøsse, men jeg syntes, at det var lidt pinligt at gå hen og anskaffe mig noget, jeg opfattede som et stykke lidt avanceret legetøj, bare fordi jeg syntes det var sjovt. Heldigvis kom der så en dag, hvor jeg kunne overbevise mig selv om, at den førstefødte nu havde nået en alder, hvor jeg som ansvarsbevidst far burde lære ham at omgås et skydevåben – eller i hvert fald en luftbøsse – så den egentlig ret uinteresserede arving blev slæbt med i en forretning hvor vi (jeg) så anskaffede en luftbøsse. Den overraskede mig lidt, normalluftbøssen var nu væsentlig større og tungere end min gamle Diana 15, og det viste sig at den også skød langt, langt hårdere – man skulle faktisk være ret sikker på at evt. vildfarne hagl ikke kunne fortsætte uhindret, for så ville de kunne nå langt udenfor matriklen. – men jeg havde nu en del fornøjelse ud af den alligevel, og knægten blev også ret god – jeg holdt efterhånden op med kappes med ham.

    Og alt det her dukkede op, fordi der nu arbejdes på, at man skal have en eller anden form for tilladelse til alle
    ”luftvåben” på kaliber 5.5. eller derover – og har man ikke det, vil man være meget, meget kriminel –
    men heldigvis, da jeg efter febrilsk eftersøgning fandt husets ”luftvåben” gemt i et klædeskab inde bag
    ved den smoking, der heller ikke bruges så tit, så viste det sig, at det var i den gode gamle kaliber 4.5.                                                                                            

    HVL

     

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.