Ny Tirsdag 15.05

    EN LÆRKE LETTED…..                                         
    …er en sang som rigtig mange kender, den er nummer 514 i højskolesangbogens 2008-udgave og den er skrevet af  apoteker Mads Nielsen i 1945 i Kolding og den blev trykt i Kolding Folkeblad under titlen ”Danmark Frit” – og skulle dette læses af nogen af de senere og øjensynlig ret historieløse generationer, så kan det da fortælles, at den blev skrevet i anledning af at 2. verdenskrigs 5 år lange tyske besættelse af Danmark sluttede den 4. maj 1945 – og i øvrigt kan der henvises til ”Matador” afsnit 21, der nok giver en ide om hvordan det var da ”freden brød ud”.

    Længere nede i sangens 1. vers står der …”.byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit”…, og det skete altså alt sammen den 4. maj om aftenen og den følgende dag den 5. maj for 67 år siden – og 4. maj blev i mange år fejret og mindet med lys i vinduerne om aftenen – denne skik er ved at dø ud, men den lever endnu, og på en rundtur i Rødding finder man endnu endda nogen huse med levende lys i vinduerne. Og så er der jo Højskolen, der hvert år holder et 4. maj arrangement, en lysfest, i samarbejde med Frimenigheden, med gudstjeneste i Frimenighedskirken, foredrag på Højskolen – og lys i alle Højskolens utallige vinduer.

    Den 4. maj var forrige fredag, og Lysfesten på Højskolen blev også holdt i år – og var velbesøgt - og så kan man måske spørge sig, om vi skal blive ved med at fejre en dag på grund af noget, der ligger 67 år tilbage i tiden – 67 år hvor vi endda har haft fred.

    Men det synes jeg nu nok vi skal – måske ikke som en fejring af erindringen om den lykkelige majaften i 1945, for den erindring forvinder jo lige så stille – men som en lejlighed til at minde om at frihed ikke nødvendigvis er noget, der kommer af sig selv – eller er gratis. For det kan kræve både indsats og engagement at bevare den, og det kan kræve en indsats og en satsning af både liv og tilværelse at opnå den. Det sidste så vi i østlandene op til den dag hvor jerntæppet lige pludselig smuldrede, og vi har set det i det arabiske forår – og i utallige lande i Mellemøsten, Afrika og Asien.

    Desværre ser vi jo så også, at det øjensynlig er lettere at vælte noget end at opbygge noget og at bevare det opbyggede – nogen steder i Afrika og Asien ser det ud til, at oprøret, revolutionen eller blot den folkelige modstand mere eller mindre bliver en permanent foreteelse, der ikke ændrer noget, og det arabiske forår er vist ved at blive til noget i retning af et dystert efterår. Og tættere på ser vi et naboland til EU der har meget specielle fortolkninger af de gængse frihedsbegreber (men vi lader dem holde fodbold-EM alligevel) – og der er også tidligere østlande i EU, der slet ikke kan finde ud af tingene, og vel egentlig slet ikke burde være med i EU. Og skal man være lidt kritisk, så kan det altså også virke som om at EU-systemet ind imellem har gang i ting, hvor det er at strække det meget langt at sige, at de har et folkeligt eller demokratisk mandat til, hvad de gør og beslutter.

    Og herhjemme – jo, vi er jo da ikke besat af fremmede magter, men det er efterhånden lykkedes os at spinde os selv ind i et net af bestemmelser, forordninger, love og cirkulærer, så det kan være svært at vide om man i virkeligheden er kriminel, og den ukrænkelige ejendomsret har vi efterhånden krænket i en grad så den nærmest ikke eksisterer mere – og det er alt sammen sket, fordi det lige var praktisk i situationen – og alt i alt kunne det godt virke, som om vi har brug for en årlig dag, hvor vi lige minder os selv om, hvad det det hele drejer sig om, og hvad der er vigtigt – og at det umiddelbart praktiske måske ikke altid er det vigtigste eller det rigtigste – ellers risikerer vi jo, at lærken ikke bare letter, men at den også flyver sin vej.                                             

    HVL 

     

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.