Ny Tirsdag 26.06

    LITTLE BOXES

    Sangeren Pete Seeger fik i 1963 et hit med sangen "Little Boxes" der handler om hvordan pæne mennesker i forstæderne alle sammen bor i små næsten ens "æsker" af tvivlsom kvalitet. Det med de ens æsker i forstadskvartererne passede også her i landet en gang – prøv bare at se på nogle af boligområderne fra 60-erne og 70-erne – men det holder ikke længere – det vi ser i nybyggede kvarterer i dag må vel nærmest betegnes som totalt anarki i monstrøse størrelser – men vi putter alligevel stadig folk i æsker, nu bare sådan i mere overført betydning.

    Jeg har fået berettet om fænomenet fra flere sider her på det sidste – det har været ligesom når man finder et firkløver- så dukker der straks flere op lige i nærheden – og vil her bare nævne 3 former for æske-i-putning, som jeg har hørt om fra folk, der har oplevet fænomenerne på egne kroppe.

    Det første eksempel er den "unge mor" – der kan opleve at hun under graviditeten må finde sig i nedladende blikke og kommentarer både fra omgangskredsen og fra totalt fremmede, og som nærmest inden fødslen er overstået bliver mødt med bekymrede spørgsmål om, hvorvidt hun har kontakt med en socialrådgiver, og som derefter ved lægebesøg med den lille kan blive rost fordi det går så godt, selvom hun er så ung – alle har puttet hende i en æske af fordomme, og selvom en vis TV-serie måske har spillet en rolle her, så ville det jo have været klædeligt, om man havde glemt sine fordomme og havde sat sig ind i den faktiske persons faktiske situation – og på den måde måske have fundet ud af at der var tale om en lille velfungerende familie med fuldt tjek på både nutid og fremtid – men det er jo meget nemmere med æsken....

    Så er der den enlige mor – og her florerer der fordomme, som f.eks.: "hun fester nok uafladeligt med forskellige mandspersoner mens børnene bliver glemt" – og det kan da godt være, der kan findes eksempler på det, men det må være djævelsk hårdt at være enlig mor til et eller flere børn, og der er næppe kræfter, økonomi eller timer nok i døgnet til at skeje ud på nogen måde.

    Og skulle den enlige mor så af en eller anden grund få brug for at kontakte "systemet", så dukker fordommene op igen i fuldt flor – og her nok også fordi systemerne ikke er meget for individualistiske overvejelser, for skal man behandle en sag, så der bagefter ikke kan rettes kritik af sagsbehandlingen, så er det øjensynligt meget nødvendigt at klienten kommer i en passende æske, hvorom der foreligger en nedskrevet fremgangsmåde og handlingsplan (med check-liste) – så her vil der også ske en æske-i-putning inden nogen interesserer sig for de faktiske forhold.

    Endelig har vi så begrebet single-kvinderne, der også kan omfatte modne damer i den alder, hvor børn er fløjet fra reden – de beretter at de dels kan få "lov" til at være reservebedstemødre for hele omgangskredsens småbørneflok – for de "sidder jo nok bare og keder sig og vil også have godt af lidt liv i huset". Og samtidig oplever de, at når de endelig bliver inviteret ud, så bliver de placeret ved siden af moster Hulda, der er 88, døv og lettere dement og "lige skal have lidt hjælp under spisningen" – og skulle de så senere opnå at komme ud at danse, så bliver der holdt nøje øje med deres opførsel, kropssprog og adfærd under dansningen – selvom de egentlig bare gerne vil danse lidt en gang i mellem, og absolut ingen planer, forhåbninger eller ønsker har om at lokke dansepartneren med ud bag ved ribsbuskene.

    Ser vi så på de 3 tilfældes mandlige modparter viser det sig, at "De unge fædre" hører vi egentlig aldrig om, "De enlige fædre" er alle meget imponerede af, og "Single-hannen" er ungkarl, og det er jo lidt smart.

    Der er ikke ret meget logik i de indbyggede fordomme......

    HVL

     

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.