Ny Tirsdag 10.07

    SOMMERFERIE 

    I dag den 10. juli er sådan set en ret ubemærkelsesværdig dag – og dog, den har faktisk lagt dato til både
    en nationalhistorisk og en verdenshistorisk begivenhed..
    For i dag for 92 år siden markeredes Sønderjyllands indlemmelse i Danmark ved, at Kong Christian X på
    sin berømte hvide hest red over det, der havde været grænse fra 1864 til 1920.
    Og ligesom den begivenhed indgår i danmarkshistorien, så indgår det vel i verdenshistorien at det i dag er
    lige 50 år siden den første kommunikationssatellit, ”Telstar” blev opsendt – og den var så starten på noget
    der i dag indgår i vores allesammens hverdag og som nu er ganske uundværligt.

    Men ellers er det sådan set bare den 10. juli i al stilfærdighed, mange steder i endda ret stor stilfærdighed
    fordi en pæn del af befolkningen lige nu holder ferie og sidder og nyder livet rundt omkring i landet
    – eller ude i verden.

    Det skulle de i hvert fald gerne – nyde livet – når de nu er kommet af sted, men der er lige det ved det, at
    det altså godt kan kræve nogen tilvænning til det med at holde fri. For mange af dem, der nu sidder ude i
    solen – eller regnen – er vant til, at der altid og hele tiden skal nås noget, afsluttes noget, afsendes noget,
    aftales noget eller klargøres noget – og dermed går man jo hele tiden rundt og er utålmodig efter at nå frem
    til et mål – og det dur slet ikke, når man nu er kommet på ferie, der skulle man egentlig helst kunne finde
    ud af bare at være til stede lige nu og her.

    Så utålmodigheden skal tøjles og det kan godt tage nogle dage af ferien at lære det, og der er sjældent
    mulighed for at øve sig i perioden op til ferien, for der bliver der typisk bare mere og mere travlt, og
    utålmodigheden efter at få ferie bliver større og større.

    Derfor bør man begynde at øve sig så snart ferien starter, og er man kørende og er kommet på motorvejen, så
    opstår der ofte dér en situation hvor der kan arbejdes med utålmodigheden – for pludselig holder man i en kø,
    der øjensynlig strækker sig ud over horisonten – og det hjælper ikke at dytte, bande eller slå ud med armene
    – man kan ligeså godt affinde sig med det og minde sig selv om at det er ferie og at der ikke er noget at være
    utålmodig over - en halv time fra eller til spiller vel ingen rolle.

    Men denne lille øvelse kan næppe udrydde utålmodigheden, og når den utålmodige type så før eller senere er
    ankommet, og det er blevet morgen igen, så kaster vedkommende sig måske ud af sengen til sædvanlig tid og
    går efter morgenbrød, og har af gammel vane og utålmodighed lagt en plan om at de medferierende skal have
    morgenmad kl. 9 – eller måske ligefrem kl. 8. Men ved bageren strækker køen sig langt uden for forretningen,
    og det ender så med, at man styrter tilbage og dækker bord og laver kaffe og vækker de andre så de alle sammen
    mere eller mindre frivilligt kan deltage i det morgenbord der blev planlagt, og som absolut af en eller anden grund
    skal nås i rette tid. Og senere på dagen er der kø ved ishuset og ved fadølsanlægget nede på stranden og
    utålmodigheden sniger sig frem igen, og det er næsten ikke til at holde ud.

    Men ca. på 3. dagen – måske allerede på 2.dagen - dæmrer det, at det jo egentlig er hyggelige mennesker man
    står i kø med ved bageren, og at rejsefællerne jo lige så godt kan indtage deres morgenmad når og hvis de har lyst,
    og så slentrer man hjem, og går måske endda en omvej og sætter sig ud i solen og drikker kaffe og nyder udsigten
    og livet i al almindelighed og véd lige pludselig, at der er jo ikke noget, der skal nås, - og er man så vidt så er
    utålmodigheden endelig blevet jordet – og så er det blevet ferie.


    Go´ Ferie

    HVL

    © 2018 Arkitekt Hans Lund - Præsteløkke 1 - 6630 Rødding - Tlf.: 74 84 15 64 - Mobil: +45 20 22 10 73 - Mail: arkilund@gmail.com - CVR: 12 35 74 86

    Please publish modules in offcanvas position.