Ny Tirsdag 18.09

 

USKREVNE KLUMMER 18-09-2012 333
I August 1867 blev Hans Emil Hansen født i den lille landsby Nolde der ligger nede lige nord for den dansk-tyske grænse. Lille Hans Emil skiftede senere Hansen ud med navnet på sit fødested, Nolde, og blev kendt, og berømt, som kunstmaleren Emil Nolde – og han holdt livet igennem til på sin fødeegn, og havde i mange år, frem til sin død i 1956, bolig i Seebüll lige syd for grænsen. I 1920 blev landsbyen Nolde dansk sammen med resten af Sønderjylland, og Nolde fik ved den lejlighed dansk statsborgerskab, og han bevarede sit danske pas resten af livet – så den store tyske impressionistiske maler, Emil Nolde, er rent faktisk dansker – det er da lidt sjovt.
Når jeg nævner ham her, er det for, lige for en gangs skyld, at bringe noget kulturelt ind på dette sted i ugeavisen – men også fordi Noldes kunst under 2. Verdenskrig blev erklæret ”entartet” af nazisterne og Nolde fik maleforbud. Dette undgik han så ved at male akvareller så han ikke kunne afsløres af lugten af oliemaling, og hele den vandfarveproduktion han udførte i den periode kaldte han så sine ”umalede billeder”. - Og det kom jeg til at tænke på, da jeg forleden sad og ledte efter et emne til denne spalte i den fil, der hedder ”ideer” – og opdagede at de ideer, der var nævnt i den, ikke ville kunne bruges til noget, selvom jeg godt kan lide mange af dem – der er sådan set tale om – og uden nogen som helst sammenligning med Noldes billeder i øvrigt - ”uskrevne klummer” – som f.eks.:

Sidste tirsdag var den 11. september, og indlægget her på dette sted havde jo så, så oplagt, kunnet handle om forbrydelsen i 2001 mod USA og World Trade Center - Men det var ligesom alt allerede er blevet sagt og skrevet omkring det emne, og på en enkelt A4-side ville man så nemt kunne forfalde til banaliteter – og det fortjener emnet ikke – så det blev helt opgivet.

Så er der ind imellem landspolitiske dagsordner, som det har kløet i fingrene efter at tage under mere eller mindre kærlig behandling – og det er da også blevet gjort – og i så voldsom arrigskab at bogstaverne nærmest gnistrede, når de dukkede op på skærmen. Det var i anledning af at et vist parti havde foreslået at man kun skulle kunne få børnepenge til to børn – fordi alt derudover, som jeg forstod begrundelsen for det, nok ville være muslimer – men tanken var dog absurd nok til at de andre politikere kunne se det, og så blev det stoppet i løbet af to dage – og det var bestemt godt nok, men så stod jeg der med en ganske uanvendelig klumme og skulle finde på noget nyt – og siden dengang har igangværende politiske emner kun ført til uskrevne klummer - nu venter jeg til tingene er afsluttet, selvom det ikke er nær så sjovt.

Lokalpolitik kan egentlig også være meget fristende som emne, og man hører om ting der virkelig kunne inspirere til kærlig behandling – men det er altid meget svært at finde ud af, hvad der egentlig sker – og hvorfor, og om der overhovedet er en rationel begrundelse – i lokalpolitikken, og så bliver det for usikkert, og også nemt for personligt, at kaste sig ud i det emne – så det fører også til uskrevne klummer.

Sådan på det helt basale plan har jeg ofte haft en vild lyst til at udbrede mig omkring det, der øjensynlig sker med folks ”trafikale adfærd” lige så snart de bliver udstyret med en indkøbsvogn og bliver sluppet løs i et supermarked eller et storcenter – men den tør jeg simpelt hen ikke skrive, jeg vil ikke risikere at blive kørt ned af en fyldt indkøbsvogn bag ved en hylde med hundemad.

Og nu vi er ved det trafikale, så er der cyklisterne – og den måde de kan optræde på, og de måder og de steder hvor de gør det, fortjener egentlig rigtig megen omtale - men det kan ikke svare sig hverken at ophidse sig over det eller skrive om det - for der er aldrig noget, der er en cyklist´s skyld – så ”bløde trafikanters” adfærd fører også kun til ”uskrevne klummer”. HVL