Ny Tirsdag 28.08

 

JOHN DANSTRUP OG HANS ARVINGER 
I dag skal vi jo alle sammen helst danne og have vores egen velunderbyggede mening om alt muligt – og herunder også udenrigspolitik.
Og det er egentlig vanskeligt sådan selv at vurdere tingene og nå frem til at have en holdning man kan være nogenlunde tryg ved.

Men sådan har det ikke altid været for i årene fra 1956 til 1965 havde vi en nyhedsvært på DR1´s udsendelse ”Horisont”, som fritog os fra alle de bekymringer – det var John Danstrup, og når man havde hørt ham, med sin karakteristiske stemme og klare sprog, udlægge begivenhederne rundtom i verden, så var man ikke et øjeblik i tvivl om, at man nu vidste alt hvad der var væsentligt og også hvad der var rigtigt og forkert – og så behøvede man ikke bekymre sig mere om de ting, for dem havde John Danstrup styr på.

Senere havde vi så ”Ib Rehne, Cairo” og det var der også en del pondus bag – og det er ikke fordi jeg vil brokke mig over vores nuværende udenrigskorrespondenter, dem er jeg skam meget imponeret af, både med hensyn til hvor de rejser hen i verden og med hensyn til den viden de opsamler og videregiver - der er bare det, at nu får vi så mange oplysninger og billeder, at vi faktisk er mere eller mindre forpligtede til selv at forstå hvad der sker, og – ikke mindst – selv danne os en mening om begivenhederne.

Og f.eks. har vi jo hørt og set en del om urolighederne, eller oprøret, eller revolutionen eller evt. borgerkrigen i Syrien. Og det har ikke været behageligt at følge med i de lidelser, dette har medført, og det er ikke blevet bedre af, at ingen vil, kan eller tør gøre noget praktisk ved det – hvilket nok til en vis grad skyldes, at Syrien har en del og ret moderne militært isenkram, som man ikke lige kan fjerne fra luften på relativ sikker måde, og så fordi Rusland har økonomiske og strategiske interesser i klemme, og ikke vil have andre til at blande sig, og fordi Iran og Saudiarabien, der øjensynlig er i gang med en slags stedfortræderkrig i området, slet ikke vil have indblanding fra andre, og endelig er der Kina der overhovedet ikke vil være med til at nogen blander sig i noget som helst.
Det har været grimt at følge – men i starten var det dejlig nemt at forholde sig til, for der var de onde og de gode, og de onde var det undertrykkende styre og de gode var heltene, der gjorde oprør.
Men der blev ved med at komme ny og flere oplysninger, og det hele blev mere indviklet for selvom sympatien blev hos de undertrykte, så blev det lidt svært med det med, at de er de gode, da det viste sig, at de undertrykte ikke opfører sig pænere end undertrykkerne, når de ind imellem er ovenpå, og at de desuden næppe er optændte af nogen generel frihedstrang eller demokratisk begejstring – og så er der det evige problem med den slags – hvem er de egentlig, dem der gør oprør, og som man umiddelbart bør holde med, - og sympati og interesse for hele sagen blev efterhånden udvidet med et lidt træt: hvorfor …….. kan de aldrig finde ud af det på de kanter?

Så begyndte OL, og en dansk partileder valgte meget smart agurketiden til at meddele sin fratræden – og det gik der så en rum tid med, hvor eventuelle myrderier i Syrien var nedprioriteret ret meget.

Men nu er de andre væsentlige begivenheder så sluppet op og nu hører vi igen meget om Syrien, og det er blevet endnu værre dernede – og det i et omfang så det igen er rimeligt nemt at finde frem til en holdning – nemlig at styret i hvert fald ikke er ”de gode” i denne sammenhæng.

Men det var altså aaligevel nemmere og mere overskueligt dengang vi havde John Danstrup.
HVL