Ny Tirsdag 29.05

SÅ ER DET NU                                          
D.v.s., det er det sådan set ikke, det er først på torsdag, men skulle nogen have overset det, så er det altså den dag den årlige byfest, Rødding Festen, starter. Og byfesten er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, med sine egne traditioner, og man kan se i programmet, at bagkvinderne og mændene forstår både at holde ved traditionerne og at forny begivenheden.

Indledningen på torsdag er en af traditionerne, rundbolddysten på stadion, hvor gadehold, familiehold og firmahold kan dyste mod hinanden i denne ædle sport – og hvis man ikke har lyst til at prøve at ramme en lille bitte bold med et smalt stykke træ og derpå piske rundt om en bane, så er det nu, allerede i dag, man skal begynde udvikle en dårlig fod og så ædelmodigt tilbyde at passe på øllerne og holde jakker og den slags på torsdag – eller man kan deltage i rundvisningen i Præsteskoven i stedet for.

Fredag er nok det man kan kalde ”børnenes dag”, hvor de inviteres til at skabe et stort fælles maleri, hvor FDF-erne kommer med røg, bål og rafter, hvor der er street-håndbold og hvor man kan få en trækketur på en pony – og om aftenen er der så alkoholfri discofest fra 5. klasse og opefter på Friskolen – det sidste skal vi naboer nok få glæde ud af, men vi kan jo vælge i stedet at gå ned i festteltet og se hvem der vil rafle sig til den lidt tvivlsomme - synes jeg – titel som ”Årets Løgner 2012” – ud på nattetimerne er der så dans i festteltet, og de omkringboende kan så egentlig lige så godt gå derned og få lidt sjov ud af det, i stedet for at sidde derhjemme og kun kunne høre basrytmerne.     Lørdag er så den helt store byfest-dag med gratis morgenbord på torvet – det er fra kl. 8, så vil man deltage i det fra starten, bør der nok udvises et vist mådehold i festteltet fredag aften – og hoppe-loppeland på festpladsen hele dagen lang – for børnene går jeg ud fra, men det står der egentlig ikke noget om i programmet, og der er FDF tombola, og der er gymnastikopvisning, og formedelst 60 kr. kan man få lov at løbe byløbets 4 eller 8 km rute – de 60 kr. omfatter dog også forplejning. ”Æ Freiwillig Feuerwehr” holder åbent hus, der er veteranoptog med alle mulige modeller – biler altså, og så er der bydysten hvor 4 Rødding hold kæmper om en pokal – og så sker der, bortset fra det daglange hoppe-loppe-land ikke mere førend teltfesten starter kl. 18 med et pølsebord med underlægningsmusik og senere fortsætter med et band på scenen, som man kan røre benene til.

Søndag er mere stille, måske praktisk nok, men man kan komme til gudstjeneste hos sogne- og frimenighedskirken i skøn økumenisk forbrødring i Flors Have på Højskolen – og det kan da godt være at det vil være en god og tiltrængt ting at deltage i ovenpå alle de andre festligheder. Mandag sker der så slet ingen ting, men traditionen siger jo at byfesten slutter grundlovsdag med et grundlovsmøde, og det sker tirsdag, hvor det hele foregår på Rødding Højskole, og der er gymnastikopvisning og pigegarde og eftermiddagsjazz – og fra kl. 18, efter velkomst ved højskoleforstanderen, er der så i år en grundlovsdebat. Og det er så her byfesten fraviger en tradition, for de sidste to år er der jo blevet holdt grundlovstale af hhv. en statsminister og en aspirerende statsminister, men da vi jo lever i et rimeligt stabilt land, så har det ikke været nemt at finde ny personer af den slag igen i år – man kunne måske sige at økonomiministeren ville have kunnet holde niveauet oppe på det sædvanlige, men hun har nok ikke kunnet – og derfor har man så på god demokratisk vis en debat, med indlagt jazzpause, med 6 folketingspolitikere, der repræsenterer hver sit parti.

Og det er så den byfest – og byfestudvalget har igen kunnet finde tid og kræfter til at planlægge en bred og alsidig byfest – og så er det op til os andre og vise at vi påskønner det.                       

HVL