Om mig og firmaet

I et een-mands-firma er det ikke realistisk at søge at adskille person og firma,
så her er efterfølgende lidt om begge dele

Jeg er en årgang -50, der så dagens lys i Århus - og i mine følgende ganske unge år boede familien i
Slagelse, Rostrup og Give - indtil vi i 1956 flyttede til Berlin, da min far blev præst ved den Danske Kirke
dernede. Det var før muren så vi kunne godt færdes i Østberlin og Østtyskland – hvilket ikke var nogen
fornøjelse - selv en 7-årig kunne se, at det var galt det, der var gang i derovre.

I 1959 flyttede vi til Nustrup i Sønderjylland, hvor jeg boede til jeg havde fået studentereksamen fra
Haderslev Katedralskole.

Foråret 1970 landede jeg i Århus i den tro at jeg skulle læse til Cand-oecon, men en enkelt forelæsning
på Århus Universitet overbeviste mig om at det skulle jeg ikke – og jeg tilbragte så et halvt år i ”hotelbranchen”
(hotelkarl på Hotel Ansgar) indtil jeg i sensommeren begyndte på Arkitektskolen i Århus – hvilket førte til at jeg
1976 stod med et eksamensbevis i hånden, der fortalte at jeg havde fået afgang som bygningskunst-arkitekt
- og i øvrigt i kraft af sommerferiejobs var blevet ret skrap til at køre Diner Transportable, pode roser og til at
stå bag en disk.

Dengang kunne man i Århus nærmest ikke ”sparke sig frem” for arbejdsløse arkitekter – ville man noget måtte
man væk, og jeg endte i en lille tegnestue i Hovborg hvor vi sad og tegnede Ishøj Bycenter – det holdt i nogen år,
og så kom jeg i 1979 til Arkitekt S.A.Aakjær i Rødding, hvor vi arbejdede med stort set alt indenfor faget,
men dog havde en del sager i Kirkeligt regi.

I 1986 trak S.A. Aakjær sig tilbage og jeg overtog firmaet – der efterhånden specialiserede sig i ”kirkesager”
– og det er ikke fordi det er et speciale, der kræver nogen særlig videnskabelig eller indviklet tilgang til tingene
– der er som i alle andre sager tale om, at der er brug for godt håndværk og sund fornuft, men her skal der så
også være en god portion interesse og respekt for historien.

Der er gennem de forløbne år blevet arbejdet med regulære kirkeistandsættelser, med varmeanlæg i kirker, med
utallige blytags- eller skifertagsomlægninger, derudover med mandskabs-, redskabs- og kapelbygninger, samt
præstegårds-istandsættelser og sognegårde, og i de senere år er der blevet gennemført en stribe omsætninger
og udbedringer af kirkegårdsdiger – under ”referencer” er der en kort omtale og fotos af et lille udvalg af sagerne

Som bosiddende i en mindre by kan man ikke bare ”blande sig udenom” og gennem årene har jeg været medlem
af det lokale udsmykningsudvalg, af Antenneforeningens bestyrelse, vandværkets bestyrelse, konservativ vælger-
forenings bestyrelse og diverse arbejdsudvalg – og er da i øvrigt også medlem af Rotary.

Desuden har jeg gennem en årrække moret mig med at skrive en ugentlig klumme til vores lokalavis ”Ny Tirsdag”,
og et antal af disse klummer kan findes under henvisningen her til venstre på siden, hvor der også er et link
(avisens logo) til avisen.

 

Arkitekt Hans Lund, maarotary